Bliv en del af et frivilligt fællesskab
Som Naturguide kan du engagere dig i forskellige frivillige fællesskaber og møde andre, der ligesom dig har en stor og smittende glæde ved naturen.

Danmarks Jægerforbund
Som Naturguide kan du engagere dig i en af Danmarks Jægerforbunds mere end 850 lokale jagtforeninger. Nogle foreninger har fokus på aktiviteter for vores juniorjægere, som er børn og unge under 15 år, og laver arrangementer i lokalsamfundet.
Kontakt dit kommunale jægerråd, som kan hjælpe med at finde en forening, der passer til dig.
Ønsker du også at formidle om jagt og lystfiskeri for skoler og institutioner, kan du blive en del af Bliv NaturligVis. Se mere her på www.blivnaturligvis.dk
Danmarks Sportsfiskerforbund
Som nyuddannet Naturguide kan du engagere dig i en lokal fiskeforening under Danmarks Sportsfiskerforbund.
I foreningerne arbejder vi med alt fra fiskepleje og naturgenopretning til børneaktiviteter, fiskeskoler og fællesture.
Her får du mulighed for at arrangere ture for børn og familier, være en del af et aktivt fællesskab og bidrage til natur- og fiskepleje.
Danmarks Naturfredningsforening
I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi for, at endnu flere børn skal opleve glæden ved naturen.
Det gør vi gennem ture, aktiviteter og oplevelser for børnefamilier, så naturen kan blive en naturlig del af familielivet.
Som Naturguide får du adgang til et landsdækkende børnenetværk. Du bliver en del af en lokalafdeling, kan låne grej og få dækket omkostningerne til dine ture.