Mød Thomas - frivillig Naturguide
Thomas har en forkærlighed for efterårsnaturen og en tendes til røverhistorier. Bliv klogere på en typisk tur med Thomas.

Efteråret er fuld af oplevelser
Thomas er vild med efteråret. Den friske vind i kinderne. At blive fanget i en regnbyge i skoven eller hoppe i en vandpyt. Bladene der skifter fra grøn til ét væld af farver.
Uforudsigeligheden i årstidens vejr, gør det særligt sjovt at gå på opdagelse i naturen. Der er så mange muligheder for gode oplevelser sammen, som med garanti vil huskes.
Hvad sker der på en tur med Thomas?
Thomas formidler altid i børnehøjde - helt bogstaveligt. Vi skal stoppe op, sætte os ned og være nysgerrige på det, vi ser.
Gennem børnenes øjne, er der masser af eventyr i skoven. Det skal vi lege med. Derfor følger der helt sikkert en røverhistorie eller to med, når I er på tur med Thomas.
Og så slutter turen typisk med en lækker snack over bålet.
Det vil Thomas give videre
For Thomas er det vigtigste, du kan tage med fra hans ture, at det ikke behøver være spor kompliceret at komme ud.
Børn har nemlig en virkelig fin tilgang til naturen: man kan opleve den samme ting flere gange, altid med samme begejstring.
Som barn var han selv meget i naturen med sin far, og det har givet ham en masse minder, som han stadig tænker tilbage på, når han opholder sig i det fri.
Den begejstring drømmer han om at give videre til dig og din familie.