I vil på tur, men hvad skal I have med? Og have på? Og lave? Og hvor går turen overhovedet hen? Bare rolig, vi har samlet vores bedste råd, så I får en tryg og sjov tur.
Lidt forberedelse kommer man langt med
En god tur kræver slet ikke så meget, og når I først har styr på de basale ting, er det bare med at komme afsted.
Tjek vejret
22 m/s vindstød er måske lige friskt nok til en familietur i skoven. Hold øje med vejrudsigten og planlæg jeres tur på en dag med komfortabelt vejr. Og med den rigtige påklædning kan regnvejr sagtens være lige så godt som solskin.
Kend ruten
Kender I området, I skal besøge? Hvis ikke, kan det være en god idé at undersøge det på forhånd. Hvor langt kan de korteste ben gå? Er det til at komme frem med en klapvogn? Er der toiletter og vandposter? Den slags er godt at vide. Husk også at tjekke, om der er særlige regler for det område, I gerne vil besøge.
Pak smart
Masser af vand, snacks, solcreme og måske lidt plaster er altid godt at have på pakkelisten. Skal I være af sted længe? Så kan en lommelygte eller pandelampe og en powerbank også være gode at medbringe.
Gå på opdagelse. Naturen er fuld af dufte, lyde, sjove, skæve og skøre faconer samt farver. Vær nysgerrige på alle de spændende vilde dyr og planter, som man kan støde på. Hvilke må man godt røre ved? Hvad er bedst kun at se på med øjnene? Og hvad er det i det hele taget? På med safarihatten og afsted på eventyr.
Hold pauser
Børn bliver hurtigere trætte end voksne. Derfor kan regelmæssige hvilepauser hjælpe med at holde energiniveauet oppe – bonustip: brug pauserne til at nyde udsigten, snakke om naturen omkring jer og de oplevelser, I har haft indtil videre. Hvad er det mærkeligste, sjoveste eller måske flotteste, I har set indtil nu?
God naturstil
Vi skal passe på naturen, så den også trives i fremtiden. Husk altid at tage alt jeres affald med hjem igen. Det er ikke kun godt for miljøet; det lærer også de yngste fra starten, hvad god naturstil er.
Rigtig god tur!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og bliv opdateret, når der afholdes nye, spændende ture i dit lokalområde.
Vi sender dig en mail, når der er nye ture i dit lokalområde